Close

TØR DU VISE HVEM DU ER?


SIGMUND TURDE IKKE!

"Jeg er aldrig sprunget ud. Det havde jeg ikke styrke til. Det følte jeg for meget skam til."

- Sigmund, 23 år

Kender du også følelsen af at føle dig forkert, anderledes eller ikke at være god nok?

Alt for mange LGBT+ personer kæmper med skyld, skam og depression.

Når du deler din historie er du med til at vise, at der stadig findes skadelige normer i Danmark.  

Du er ikke alene

Kristian

7. Juli 2018


I gymnasiet oplevede jeg en stor ting, som står meget tydeligt for mig. Det var i 1.G, hvor 3. G´erne holder et show, som de bestemmer indholdet af. Og der kan jeg huske at jeg bliver taget til side af nogen af 3.G´erne lige inden det show der, og bliver låst inde i et lokale sammen med en masse andre. Så bliver vi ført op til scenen, hvor vi skulle blive stående til vi bliver kaldt op. Så ender det med at mig og en anden fra 1. G bliver kaldt op, hvor vi er indsamlingsbøsser. Vi havde fået håndjern på og var sat fast til en indsamlingsbøsse, så vi ikke kunne gå vores vej. Og så skulle vi så gå rundt og samle penge ind. Og det er noget af det mest ydmygende jeg nogensinde har oplevet. Selvom jeg prøver at være rimelig cool i situationen og tage det med et smil, så var jeg mega ked af det. Jeg følte mig totalt ydmyget og set ned på. Det var virkelig et grelt eksempel på hvor ondsindede folk kan være.

Anna, 16 år

1. August 2018


Jeg har lige siden at jeg gik i de mindste klasser i folkeskolen været bevidst om at jeg ikke var 100% heteroseksuel. Jeg kunne allerede dengang mærke, at jeg fandt piger meget mere interessante, end drenge. Men jeg ignorerede mine tanker, og det gjorde jeg i mange år. 


Da jeg var omkring 12-13 år gammel, så besluttede jeg mig for at jeg ville fortælle min mor at jeg ihvertfald var biseksuel, da jeg synes det var et nemmere skridt at tage end at springe ud som homoseksuel. Selvom at jeg godt vidste, at det er det jeg er. Da jeg havde sagt det til hende, så kastede hun den mest frusterende kommentar i hovedet på mig som var “Det er jo bare en fase, du er slet ikke klar over den slags.” Og det gjorde virkelig ondt på at stå der som 13 årig og være både sårbar, men også nervøs for at fortælle en så stor ting til ens mor, og at hun så ikke forstår. 


Jeg er i dag snart 17 år gammel, og jeg er stadig ikke et sekund i tvivl om min seksualitet. Men jeg har aldrig bragt emnet op igen for hverken min mor eller nogen i min familie, da kommentaren stadig ligger i mig. Jeg er kommet ud for mine venner, og jeg er også fuldstændig åben omkring det når folk spørg ind til det, og jeg ville ønske at jeg kunne være ligeså åben overfor min familie. Det er en stor ting for mig at kunne være mig selv, men jeg føler ikke at min familie vil kunne acceptere den jeg er. Jeg snakkede med min mors eksmand omkring at være homoseksuel, og han sagde at han overhovedet ikke kunne forstå hvordan to kvinder eller to mænd kan tænde på hinanden, og at han synes det er mærkeligt hvordan det kan lade sig gøre. 


Det er ikke mere rigtigt at være heteroseksuel, end det er at være homoseksuel. Og jeg synes det er ærgerligt det syn der er på at være homoseksuel, biseksuel eller generelt bare at have en anden seksualitet end hetero. Der er ikke noget rigtigt og forkert, og det er der ikke mange der forstår. Og jeg håber virkelig at det at have en anden seksualitet bliver en ting, som ikke er et tabu at snakke åbent om.



Salim, 20 år

1. August 2018


Det er en lang historie. Jeg er gået igennem mange ting de sidste par år. Kan starte med at sige at jeg er oprindeligt fra Tyrkiet og derfor kommer fra en helt anden kultur. Jeg sprang ud sidste år hvor har været meget diskrimination og stor snak om mig i byen hvor jeg kommer fra - Herning. Det har påvirket mig en del, mest fra min families side da de havde det meget svært med at jeg havde fundet mig en kæreste som var en fyr.



Matilde

2. August 2018


Jeg gik igennem en fase hvor jeg var rigtig meget i tvivl om min seksualitet. Jeg snakkede med mine veninder om det og fik noget højst uventet ud af det. Jeg troede at mine veninder ville støtte mig, men i stedet fortalte de mig, at de højst sandsynligt ville tage afstand fra mig og ikke turde være sammen med mig i frygt for at jeg skulle blive tiltrukket af dem. Det gjorde rigtig ondt, fordi de kan sagtens have mandlige venner uden af have følelser for dem, men de kunne ikke se at jeg altså også godt finde ud af bare at være veninder.. Jeg er i dag stadig i tvivl, men kommer aldrig til at tage skridtet videre. Jeg tør simpelthen ikke i frygt for at miste mine veninder



Mor til tre sønner, 44 år

3. August 2018


Jeg er selv hetero, men køn har altid fascineret mig, og heteronormativitet generer mig. Med alderen og med bopæl i et landsbysamfund kan jeg mærke, at jeg bliver trættet af, hvor mange mennesker, der stadig hænger uhjælpeligt fast i gamle mønstre og fordomme. Jeg kan mærke, at jeg snart ikke gider tage diskussionerne mere, men mine tre sønner er alle opdragede til at vide, at kærligheden er det vigtigste, og de beskylder mig for næsten at blive skuffet, hvis ingen af dem er homo. 


Hvor håber jeg dog, at denne kampagne kan nå ud i små forstokkede samfund, så normerne kan ændre sig. Held og lykke til alle jer, der skal tage springer ud i at stå ved jer selv - for det skal I. Mine børn vil altid acceptere og respektere jer, håber jeg.



KE, 21 år

3. August 2018


Jeg har været ude til venner og lidt familie i flere år. Jeg er udelukkende blevet bakket op fra alle jeg har sagt det til, men alligevel har jeg en dybtliggende skam og bliver enormt ked af det, når folk forbinder mig med noget “bøsset”. Jeg er ikke specielt feminin og går derfor under radaren både hos heteroseksuelle og andre homoseksuelle. 


Jeg har aldrig selv oplevet diskrimination rettet mod mig, men har flere gange oplevet folk tale nedsættende om homoseksuelle eller bruge bøsse som skældsord i min nærhed, fordi de ikke vidste at jeg er til mænd. Jeg føler at skammen vokser sig større og større hvilket har resulteret i at jeg udviklet en mindre angst: jeg tør simpelthen ikke tage på gaybar og bliver også enormt utilpas ved tanken om at skulle date en mand jeg ikke kender og er tryg ved i forvejen. Jeg arbejder meget med angsten og håber at jeg snart kan komme over den, så jeg kan få et almindeligt kærlighedsliv!

Mette, 19 år

6. August 2018


Jeg sprang ud som lesbisk da jeg var 17 år til min klasse og forældre +søskende! Min klasse tog det rigtig godt og bakkede mig op i det, det samme med mine forældre (mest mor).. min far er gammeldags og regner stadig med jeg gifter mig med en mand.. mine søskende derimod tror kun det er en fase.. hvilket irritererde mig.. Jeg vidste jeg var lesbisk siden jeg var 15 år. 


Jeg synes det var og er svært eftersom man hele tiden hører på at det “bare er en fase” specielt når man virklig har prøvet at få det til at fungere med en dreng og man bare ikke kunne... det blev jeg bare mere deprimeret over, for det var jo det man fik af vide var det rigtige. for var det så mig der var noget galt med? Er det SÅ forkert at jeg ikke er til drenge? Hvorfor er tingende så besværlige med alle de følelser og tanker du får? Alle de spørgsmål og tanker kom gennem mit hovede i nogle år. Jeg har lært at acceptere at jeg er lesbisk! Jeg kan sige stolt til dem jeg møde at jeg ikke er til drenge hvis samtalen kommer op. Jeg synes ikke det er noget man skal skamme sig over mere! Vi er bare mennesker med en anden tiltrækning. Og ja! Gud hvor kan det være svært at finde ud af hvad der sker, men alt skal sku nok ordne sig til sidst :)) 

Mie, 16 år

8. August 2018


Jeg fandt ud af i slutningen af 2015- start 2016 at jeg var biseksuel, eller panseksuel, jeg vidste det ikke helt... Nu her næsten 3 år efter har jeg springer ud,men ser det ikke som en nødvendighed ting når jeg møder folk - kun mine tætteste ved det... 


Jeg har længe været bange for folks reaktioner, men de har alle sammen været positive indtil videre. Og det er begyndt at gå mere og mere op for mig hvor normalt det er

Sille, 16 år

8. August 2018


Jeg er biseksuel hvilket jeg opdagede som 14 årig. Før jeg fandt ud af det havde jeg identificeret mig selv som lesbisk i et år. 


Min mor accepterede mig ikke og det har været en langsom process at få hende til det. Hun sagde ting som “Har du haft sex med en pige?/Har du haft sex med en dreng?” under hver udspringning. 


Her den anden dag sagde hun at hun følte en skyldfølelse da jeg sprang ud, og troede det var hendes skyld jeg var homo/biseksuel fordi jeg ikke er vokset op med en far. Jeg fik en forfærdelig følelse indeni, fordi intet barn ønsker at bringe sine forældre smerte. 


Jeg kan også huske da jeg sprang ud som biseksuel overfor mine venner, at de kaldte mig mærkelig, sagde det ikke passede og at der var en fase. Nu har jeg været biseksuel og foruden dem i to år. Jeg er fanget i skabet og jeg hader det. 


Jeg turde ikke springe ud sidste skoleår og ved ikke om jeg tør i år. Er så bange for om nogen begynder at sige noget forfærdeligt eller gøre grin med mig. Det gør så ondt på mig at bære rundt på en så stor hemmelighed, og har grædt mig selv i søvn flere gange over hvor rædsomt det er, ikke at kunne dele så stor en del af en selv med nogen.

Gry, 25 år

9. August 2018


 Jeg sprang ud som bi seksuel som 13årig. Jeg mistede mange veninder på det, da de var sikker på at nu når jeg også var til piger så ville jeg jo lægge an på dem og prøve at kysse og rave på dem. Men de havde aldrig tænkt over at jeg ikke så dem som andet ind veninder.  


Jeg brugte lang tid på at holde det skjult når jeg fik nye venner da jeg blev ældre, fordi jeg var bange for de ikke ville snakke med mig hvis de vidste det.  


Jeg havde engang en kæreste (dreng) som brugte lang tid på at spørge mig om vi ikke kunne være sammen med en pige mere nu når jeg var bisexuel. Da jeg afviste forslaget endte han med at slå op med mig og forklarede mig at jeg var en klam "lebbe" Mange forventer at vis man kan li begge køn så har man også skrevet sig op til at ha gruppe sex. Men hvordan pokker det kan hænge sammen vil jeg aldrig forstå.  


Ja jeg har altid følt mig anderledes og skiftet mellem pige og drenge tøj (jeg går i det der er rart) men det betyder jo ikke der er noget galt med mig. Den dag i dag skammer jeg mig over ikke at ha stået ved mig selv og været åben om min seksualitet fra starten. Mine børn lære hurtigt når de bliver ældre at der ikke er skam i at ha følelser, og at det ikke er forkert at føle for eget køn.

Peter, 21 år

8. August 2018


 Jeg er vokset op med en støttende familie og gode venner. Men homoseksualitet var aldrig noget vi snakkede om. Det tog mig utroligt lang tid at stå ved min seksualitet som 19 årig, selvom jeg godt vidste at jeg var homoseksuel da jeg var omkring 8-9 år gammel. Det er stadigvæk svært for mig ikke at begrænse mig selv i min hverdag, fordi jeg stadig kæmper med den skam forbundet med homoseksualitet, som jeg tillærte mig selv igennem min pubertet.  


Objektivt set er jeg en af de få heldige der har haft en let barndom uden alt for meget mobning og med søde og dejlige forældre. Men selvom jeg er priviligeret på mange måder, så har det ikke været let og det tror jeg mange kan spejle sig i. Min historie skal fortælle, at selvom samfundets accept er blevet større og selvom man kan have haft de bedste vilkår, så lever skam og skyldfølelse stadigvæk videre i miljøet. Den kommer vi kun til livs ved at gøre homoseksualitet og LGBT* mere normalt at tale om, og skabe mere tepræsentation i skole og børnebøger, fordi det er i den periode i ens liv, at man har mest brug for at have forbilleder og nogen man kan se op til og spejle sig i.

AliasAlias, 40+ år

8. August 2018


Jeg synes det er rigtig godt at I tager dette emne op. De fleste danskere tror, at man som ikke-heteroseksuel oplever fuld accept fra omgivelserne. Det er desværre langt fra tilfældet. Jeg kender alt til følelser af ensomhed og isolation. 


Jeg har siden teenageårene defineret mig som skiftevis hetero-, bi- og homoseksuel. Jeg ved stadig ikke hvad jeg er....lidt af det hele, er vist min konklusion. Jeg passer ikke ind nogen steder, heller ikke i homomiljøet. Men det jeg egentlig vil fortælle om er ubehaget ved at blive brugt som heteroseksuelles “emblem” på egen coolness. Læs f.eks. Ditte Gieses klumme om Tisvildeleje musikfestival fornylig, hvor hun beklager sig over, at der ikke er nogen “queer” personer til at bryde det socialt konforme ved begivenheden Det synes jeg er en enormt sårende og usensitiv bemærkning. Som om nogen mennesker har lyst til at blive reduceret til “a little queerness” i heterobægeret. 


 Det er også blevet lidt cool at være “lidt til kvinder”. Jeg har mere end én gang fået hjertet knust på den konto, for det er for manges vedkommende ikke andet end lidt sjov og ballade. Det føles diskriminerende at blive udsat for.

Louise, 33 år

10. August 2018


 Jeg fortalte engang nogle veninder, da jeg var 16 år at jeg var bi seksuel. Der blev så spurgt om jeg synes de var attraktive, om jeg kunne finde på at ligge an på dem, osv. Det var super ubehageligt, fordi dét at være bi, jo ikke indebærer at man tænder på samlige kvinder, ligesom hetero jo heller ikke betyder man tænder på alle mænd. Jeg er 33 idag, og de veninder og venner jeg har nu, ved godt jeg er bi, som jeg også siger er det jo ikke noget jeg reklamere med, og for dem betyder det heller ikke at de tror jeg vil ligge an på dem osv. Men vi er jo også voksne mennesker og ikke unge midt i puberteten.

Trine, 19 år

12. August 2018


 Jeg har siden jeg var 13/14 år været i tvivl med henhold til min seksualitet. Jeg turde ikke sige det til nogen, fordi jeg var bange for om det var noget jeg bare bildte mig selv ind. Jeg kunne godt synes en fyr var tiltrækkende men på en underlig måde, havde jeg også den samme følelse ved piger. 


I takt med at jeg blev ældre, begyndte jeg at tænke mere over min seksualitet og hvem jeg var. Jeg fik det dårligt psykisk fordi jeg ikke kunne være mig selv. Jeg blev forelsket i min bedsteveninde og følte at livet ikke kunne blive værre, end det var nu. Jeg kunne vælge at fortælle mine følelser overfor min bedsteveninde og muligvis miste hende, eller også kunne jeg fortsætte med at leve med denne uudholdelige følelse i kroppen af at have lyst til mere. Jeg åbnede op for hende ang. mine følelser. Og hun havde det på samme måde. Jeg var helt i “chok”, for jeg vidste ikke at hun også var til piger. Men hun havde selv været i tvivl i mange år. Men hun var det ikke efter hun mødte mig. Og jeg kan kun sige det samme. 


Min familie tog det pænt, og det samme gjorde hendes. Min far havde svært ved at acceptere det. Han har altid haft lidt høje forventninger til mig. Han har stadig svært ved at forstå det helt, men han støtter mig i det. Mig og min kæreste er stadig sammen i dag og har snart været sammen i et år. Tiden flyver når man er sammen med den man elsker. Jeg fortryder ikke et sekund jeg sprang ud som biseksuel. Og det gør min kæreste heller ikke. Det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. 

Emilie, 16 år

12. August 2018


De allerførste tegn jeg fik på at jeg var til piger, var da jeg var 13 år gammel, og jeg følte mere for min veninde end man “normalt” gør som veninder. Siden den oplevelse tænkte jeg ikke mere over det, og havde derefter drengekærester. Drenge interesserede mig ikke, og jeg havde på ingen måde den samme sexlyst, til drenge, som alle mine veninder havde. De irriterede mig, og jeg følte mig ikke tilpas. 


 En dag mødte jeg en rigtig sød pige, vi blev kærester og det var med hende jeg sprang ud som lesbisk/biseksuel overfor mine forældre og venner for alvor. Jeg er vokset i en queer familie, så der var 100% forståelse for det, og det var intet problem, og det var der også i min vennekreds. Hvilket jeg værdsætter utroligt meget. Siden hende og jeg var sammen/er slået op, kan jeg ikke forstille mig selv sammen med en dreng, men jeg vil stadig ikke udelukke at jeg en dag kan blive forelsket i en dreng. Jeg var mest bange for at springe ud overfor mine veninder og mit daværende arbejde, som bestod kun af kvinder, fordi jeg var bange for at miste dem, fordi de ville tro jeg var tiltrukket af dem. De spørgsmål fik jeg heldigvis kun et par gange. 


 Jeg synes det er vigtigt ikke at putte sig selv i en boks, men at være lige præcis den man er, og det er rigtig svært for andre, der elsker bokse, at forstå at man ikke vil puttes i en. Jeg er mig selv, og jeg forelsker mig i hvem jeg har lyst til. 

Christopher, 14 år

5. August 2018


Jeg sprang ud I en alder af 13 så begyndte dem fra min klasse at spørge indtil om der var nogen jeg syns var “cute” (mest pigerne) også begyndte det at blive helt slemt fordi så blev der spredt rygter ud i klassen om at jeg havde haft sex med en dreng (hvilket jeg ikke havde). 


Nogle dage var bedre end andre fx. der var nogle dage hvor dem fra klassen fulgte mig rundt og spurgte ind til hvem der var den pæneste og sådan noget senere blev jeg skubbet ned af trapper slået sparket i frygt for at jeg skulle falde for de drenge hvilket jeg ikke ville alligevel men selfølgelig hørte de ikke efter senere hen blev jeg nød til at flytte klasse fordi flytte skole var for besværgligt, i den klasse begyndte drengene at ignorere mig og jeg havde kun en lille gruppe bestående af 3 piger hvor jeg fortalte dem at jeg havde kysset med en dreng senere hen fandt jeg så ud af at der var en der havde fortalt det til resten af klasse også flyttede jeg skole i sidste ende også var alt godt fordi der var ingen der vidste noget der.

Storm

28. Juni 2018


Dengang jeg var teenager og boede i Vestjylland, så skammede jeg mig over mit begær på alle mulige måder. Jeg skammede mig over – på det tidspunkt - at være en kvinde, som var tiltrukket af andre kvinder, fordi jeg af kulturen og af alle normerne rundt om mig havde lært, at det var ikke så godt – og at det var forkert på alle mulige måder. Og at det ikke var lige så legitimt og lige så smukt og lige så rent som heterokærlighed eller heterobegær.


Jeg havde ofte en følelse af at det var meget snavset og beskidt og klamt faktisk. Og det synes jeg ikke det er. Jeg skammede mig over at jeg ikke kunne leve op til, hvordan jeg skulle begære.


Senere skammede jeg mig over at jeg ikke kunne leve op til forventningerne om hvordan man skal være en mand eller en kvinde i det her samfund – at man ligesom skal vælge. Man skal helst væge det køn man er blevet tildelt ved fødslen. Og ellers så skal man i hvert fald vælge det modsatte


Romlund, 36 år

31. Juli 2018


Jeg er blevet outet foran 200 mennesker, der fandt det morsomt, at jeg definerer mig selv mere flydende end 'en rigtig dreng'. Jeg skal, samtidig med, at jeg bliver sygeliggjort i min hverdag, forsøge at forstå, hvordan jeg passer ind i en verdensorden, der ikke giver plads til sådan én som mig.  

Hvordan passer jeg ind i denne verden? Hvorfor skal jeg finde mig i daglige overfald? Ganske vist oftest verbalt, men fysiske overgreb er ikke ualmindeligt. Hvorfor skal jeg møde holdningen, 'At jeg sikkert selv var skyld i det!', 'Du kunne jo bare lade være med at have bøsse-tøj på' eller 'Du var vel selv ude om det, bøsser springer jo på alt, der har en puls'. Dette er virkeligheden, jeg oplevede, anno 1999. I Danmark. I oplandet til hovedstaden. Tæt på København. Og ikke ualmindeligt nu; næsten 20 år efter.


Jeg har i tusindfold overvejet at afslutte dette liv længe før det var begyndt, fordi jeg har mødt dette had. Denne uforstående holdning, der har forplantet sig dybt i mig som menneske, og i alt hvad jeg foretager mig. Hver dag.

Jeg er en af de heldige. Jeg lever i dag et nogenlunde diskriminationsfrit liv, men mindet om det der var før, er ikke glemt. Det bor i mig, som en frygt for at være mig selv. En kiggen over skulderen, der definerer mit liv mere end det burde gøre eller jeg selv ønsker.



Anna, 31 år

2. August 2018


Før jeg vidste, at jeg var homoseksuel, forestillede jeg mig indimellem, at hvis jeg var homoseksuel, ville jeg være en, der altid tog kampene for LGBTQ+ rettigheder med oprejst pande, fordi det gjorde jeg nemlig i høj grad dengang jeg var ”hetero”, både med familie, på universitet, med arbejdskollegaer, venner og random folk. Jeg var aldrig utilpas eller følte mig sårbar i de situationer. 


 Sidste år sprang jeg så ud, og pludselig så tingene helt anderledes ud. Jeg var ikke spor kæk, da jeg skulle springe ud. Det var lidt underligt, for jeg skammer mig ikke over at være homo. Jeg er glad og lykkeligere end nogensinde før. Og dog er det som om, at der er noget nedarvet skam, der gerne vil klistre til mig. Det føles som om det kommer alle steder fra og ingen steder fra. Og jeg ved, at det kommer fra alle ”spring ud situationerne”, hvor andre skal tage/tager stilling til om de vil fejre, acceptere, tolerere eller ”skære hånden” af en. Og jeg ved, at det også kommer fra, at min far sagde, at han i hvert fald ingen fordomme havde og at han accepterede det 100 %, men, at jeg nok ikke skulle sige noget om det, til den og den, og i hvert fald ikke til min mormor, hende kunne jeg i det mindste ”lade gå glad i graven”, som han udtrykte det. Det gjorde mig ked af det, at han sagde sådan, for det føltes som en slags fordømmelse, selvom han nok mente det som en slags beskyttelse. Jeg sagde ikke noget særligt i situationen, og var på en måde mere optaget af at være bange for at såre ham, mærkeligt nok… Jeg ventede yderligere et halvt år før jeg sagde det til min mormor, som i øvrigt bare var glad på mine vegne, men det kunne jeg jo ikke vide. Hvilket man aldrig kan, og det sætter en frygt i en. 


Jeg bliver indimellem vred på min egen usikkerhed og sårbarhed, for hvorfor kan jeg ikke bare være lige så kæk som da jeg var ”hetero”? Og jeg kender nok godt svaret. Jeg havde ikke noget direkte på spil før, og det har jeg nu og det gør en kæmpe forskel i mig.  


Paloma, 34 år

2. August 2018


Jeg har ikke oplevet særligt meget homofobi i mit liv, men meget heteronormativitet. Der er aldrig nogen der har nævnt at jeg kunne være andet end heteroseksuel, så det troede jeg selvfølgelig jeg var. Jeg ville ønske der var nogen der havde indikeret at det ikke behøvede være sådan. Fx bare sagt at når jeg blev større kunne være kæreste med drenge eller piger, eller begge eller noget helt andet. Jeg kendte ingen andre homoseksuelle. Jeg vidste de eksisterede, men jeg følte mig alligevel helt alene. Folk går stadig ud fra at jeg er heteroseksuel og hver gang nogen bare antager at jeg er det, minder de mig om at jeg er anderledes fordi jeg ikke lever op til deres forventinger.


Alias

2. August 2018


Jeg er i en selskabssammenhæng med min ven. Min vens bror braser ind i vores samtale, og begynder at fortælle en historie om nogle lesbiske, der kyssede helt vildt. Da han er væk igen siger jeg, at det var da en lidt pludselig indskydelse, hvor til min ven svarer: “Det er da fordi, du er her”. Det fik mig til at føle mig som en ting, et omvandrende skilt. Det blev jeg ret såret over.



Tobias, 16 år

2. August 2018


Jeg har altid haft en mere ‘feminin’ side; som barn legede jeg altid med dukker og min vennnekreds, var ene af piger. Og som jeg voksede, ja, så ændrede det sig ikke det store. 


 Da jeg var omkring de 11-12 år, måtte jeg endelig bruge internettet. Og så(!) blev der spillet alt fra MovieStarPlanet, DressUp spil, Sims og alle de andre “Pige-spil”, som de jo blev kaldt. Og min vennekreds havde heller ikke ændret sig så meget, det var stadig ene af piger som jeg holdte mig til! Omkring 13 års-alderen fik jeg mange forvirrende, underlige og anderledes tanker. Eller, jeg troede i hvert, at de var underlige og anderledes!

Den biseksuelle kvinde, 30 år

31. Juli 2018


Jeg har i mange år været kærester med en kvinde. Mine forældre har aldrig rigtigt forstået det, men de har accepteret det og behandlet min (daværende) kæreste som en kær svigerdatter på lige fod med andre svigerbørn i familien. Vi er nu ikke sammen mere, og for nylig skulle jeg fortælle mine forældre om min nye kæreste, som er en mand. Min far grinede og sagde 'i det mindste er det en mand denne gang'. Han syntes sikkert selv det var en sjov og uskyldig kommentar, men den gjorde ondt i mig. Helt ind i sjælen. For den viser, at min far altid vil foretrække, at jeg er kærester med en mand. Alene fordi jeg er kvinde. 


Jeg er voksen nu og behøver ikke hans accept. Men det gør mig ked af det, at han har det sådan. Især fordi han faktisk var rigtig glad for min kvindelige ekskæreste. Tror desværre der er mange forældre i Danmark, der deler hans holdning :(

Betina, 41 år

7. August 2018


Min datter på 16 føler sig som en dreng. Hun går drenget klædt men bruger meget make up. Hun kalder sig en “ham” og et drengenavn i det daglige. Vi kalder hende for en “hun” og Junior. Det er det alternativ vi er kommet op med. 


Selvfølgelig ønsker jeg mine børn det bedste, men det er virkelig hårdt at se sit barn så forvirret. Hun savner nogle at tale med det om, og det gør vi som forældre også. Og så er der hendes søskende. De har også brug for at blive hørt, for der er mange spørgsmål fra deres kammerater.  


Jeg har altid lært mine unger, at stå ved det de føler og tror på. Jeg ville ikke ønske det anderledes. Men når ens barn pludselig er i tvivl om sit køn, bliver man som forældre voldsomt presset i sit hjerte. For en del af mig vil støtte “ham” 100% og en anden del vil have min datter tilbage...

Kasper, 26 år

8. August 2018


 Jeg er i folkeskolen blevet diskrimineret så jeg flere gange var tæt på at skifte skole , min egen klasselærer diskriminerede mig , jeg blev udsat for trusler af andre elever , på produktionsskolen blev jeg også udsat for chikane og diskrimination, da jeg var 16-17 blev jeg udsat for hatecrime og politiet sagde bare dengang at de ikke kunne gøre noget , selv i dag bliver jeg udsat for diskrimination osv eksempelvis online

Claire, 20 år

8. August 2018


Jeg er i er punkt i mit liv, hvor jeg aldrig rigtig har tænkt over seksualiteter og ens eget køn. Men efter at have blevet venner med nogle, som er biseksuelle, homoseksuelle, panseksuelle, transeksuelle, så begynder ens tanker. For pludselig er det ok, at tænke over at man altid har følt sig som en dreng, men alligevel ikke, og er derved ved at finde ud af om man er genderfluid? For man har altid følt sig forkert i andres øjne, hvis man gjorde noget der ikke fulgte “normen”. Men samtidig begynder man jo også at tænke over ens seksualitet. For man ved man er til begge køn. Men ikke som en biseksuel. Jeg føler mig derfor mere som en panseksuel, men det er som om, at folk ikke rigtig forstår det. “Er du ikke bare biseksuel?” Og nej.. det er man jo ikke.. og det er ikke sjovt at blive stemplet med noget man ikke er.. 


 Selv har jeg ikke snakket med min forældre om det. Dog kender mange af mine tættere venner til min seksualitet, dog ikke køn.. Det er er kæmpe tanke arbejde at bearbejde, hvad der sker i ens hoved og krop. Men det skal nok blive godt❤️

Nanna, 14 år

8. August 2018


Hej Jeg er en pige på 14 (snart 15) Og jeg har allerede siden tredje tænkt at piger var pænere end drenge.. Den gang syntes jeg det var forkert da jeg ikke rigtig kendte til at være homoseksuel. I starten af 2017 blev jeg kæmpe fan af Kristina Kristiansen (hun er lesbisk) det her lyder mærkeligt, men jeg kunne realatere til hende.. men jeg kan ikke forklare hvordan.. Jeg mødte hende på et tidspunkt hvor jeg spurgte hende om hvordan hun fandt ud af det.. hvor efter hun sagde at hun følte sig tryk i pigers omgivelser.. og det kunne jeg realtere til igen.. jeg mødte hende så igen hvor hun hej Nanna.. og jeg var sådan kan du virkelig huske mig.. Når jeg sagde så at jeg havde fundet ud af jeg var til piger.. hun sagde så vi skulle sige det til min mor.. hvilket vi så gjorde kampen efter.. min mor tog det fint.. 


 jeg har vidst jeg var lesbisk i lidt over et år og jeg tør stadig ikke At springe ud, fordi jeg ved at de fleste i vores klasse er meget imod at to fra samme køn er kærester.. har også været sammen med en dreng for at skjule min seksualitet

Nicole, 18 år

9. August 2018


 Jeg er seksuelt fustreret. Er det okay at være biseksuel? Eller skal jeg forsat lade folk tro at jeg er heteroseksuel? Jeg har verdens bedste kæreste, og han ved ikke det her. Hvordan skal jeg også fortælle ham det uden at han bliver ked af det? Det er ikke fordi at jeg vil gå fra ham, det ville bare være rart hvis man kunne dele det. Han er gammeldags og synes anden seksualitet end hetero er ulækkert. Hvad vil pigerne tænke? Vil mine veninder være bange, eller utryg ved at jeg klæder om med dem? Jeg har prøvet været sammen med to piger for nogle år siden, begge gange var en engangs ting. Der er ikke rigtig nogen der ved det, og jeg ved heller ikke hvordan jeg skal have det med det. Det er sjældent at jeg føler mig tiltrukket af en pige, og jeg går jo heller ikke og kigger efter andre i og med at jeg har en dejlig kæreste. Jeg tror heller aldrig at jeg vil kunne se mig selv i et forhold med en pige. Jeg gør mig mange tanker, og jeg er bange for at dele min frustration fordi, jeg ved ikke hvordan folk vil tage imod det. Men jeg har en lyst til begge køn....

Anna, 14 år

12. August 2018


Hej. Jeg fandt ud af at jeg var bisexuel for ca. 2 år siden. Jeg var ikke sikker på hvad det var, så jeg sagde det ikke til nogen, jeg følte mig helt forkert, og troede at folk ville hade mig hvis de vidste det, så indtil for 2 måneder siden var jeg i skabet, jeg skrev det enkeltvis til mine veninder som alle tog det meget pænt, og det samme med min kæreste (selvom han stadig ikke forstår det fuldt ud). Dagen efter skrev jeg det til min mor, som var på Kreta. Jeg skrev at jeg var en kylling og at jeg havde mistet min mødom, så skrev jeg “Just kidding” jeg er bisexuel. Hun sagde at uanset hvad ville hun altid støtte mig og være der for mig. Så jeg følte mig meget tryg. 


Da jeg startede i skole igen, lidt efter, begyndte nogle piger fra min parralel klasse at gå udenom mig, og jeg kunne høre dem viske “ej ad, hun er bi måske bliver hun mega liderlig af at se os gå i bad til idræt” og “ej hvad hvis hun bliver forelsket i en af os” jeg blev rigtig ked af det, to af mine veninder “sprang ud” den aften. Den ene som Pan-sexuel og den anden som bisexuel. Folk begyndte så også at skrive grimme ting til dem. Så gik jeg over til en af de piger som havde startet det hele og sagde “ved du hvad? Tror du virkelig at pan, bi, og jeg bliver liderlige? Vi er jo ikke forandrede mennesker bare fordi vi er sprunget ud? Vi har ik været forelsket i jer før vi sprang ud, det er vi sgu nok stadig ikke” det efterlod hende mundlam, og ingen af os har snakket med hende siden. Vi lever et godt liv og er lige dem vi har lyst til at være. Jeg er bi og jeg er stolt!

M, 19 år

12. August 2018


 Jeg kom ud da jeg var 18 år til mine forældre - størstedelen af min venner, ihvertfald de tætteste havde vidst det allerede siden 6-7 klasse hvor der var en der tog min telefon og gik ind på min browserhistorik og fandt.. ja.. hvordan skal man sige det.. bøsseporno. 


Det var en forvirret tid og man vidste ikke rigtig hvad der var op og ned i verden - man gik rundt blandt pige-hungrende præ-pubertere drenge som kun havde en ting på hjernen - men sådan var det ikke med mig. Heldigvis for mig tog de fleste det godt og jeg har til dags dato kun mistet 2 venner på det - men hey. Så var de aldrig venner.

Sigrid, 18 år

12. August 2018


Jeg har fundet ud af, at jeg er panromantisk demiseksuel - at jeg kan blive forelsket i personer, uanset hvilket køn de er og hvilken seksuel og romantisk orientering de selv har, og at jeg kun føler mig seksuelt tiltrukket af folk, jeg har kendt i meget lang tid. Jeg har debatteret meget med mig selv om, hvad jeg skal sige til mine omgivelser, fordi de fleste lader til at synes, alle disse latinske ord for forskellige seksualiteter er noget pjat, vi bare bilder os ind - men jeg er enormt glad for, at de findes. For jeg har gennem mit liv været dybt forelsket i både mænd, kvinder og folk derimellem. 


Til de fleste, der har spurgt til, hvorfor jeg har så travlt med at støtte LGBTQIA+-rettigheder, har jeg blot henslængt sagt, at det er fordi, jeg har mere med sagen at gøre, end de tror. Til mine tætteste har jeg sagt, at jeg er bi - fordi jeg ikke har turdet give dem den lange forklaring. Jeg håber, at denne kampagne kan være med til at kaste lys over de seksualiteter, man ikke hører om hver dag - og at myten om, at seksualiteter, hvor man er vild med personer af flere køn skyldes grådighed, dør.

Giv en donation til kampen for LGBT+ personers rettigheder i Danmark og globalt

Antallet af selvmordsforsøg blandt lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner er 4 gange højere end blandt Danmarks øvrige befolkning.

Hver fjerde dansker mener at forældre af samme køn giver barnet dårligere betingelser for opvækst.

10% af danskere foretrækker at homoseksuelle ikke viser deres kærlighed offentligt

#NORMicide


Som samfund kan vi ikke være vidne til at helt unge homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede lever et liv i ensomhed og mistrivsel udelukkende på baggrund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.


Vi kan ikke acceptere at antallet af selvmordsforsøg er fire gange så højt blandt LGBT+ personer som i den øvrige danske befolkning. 55 % af de LGBT+ personer, der har forsøgt selvmord, forsøgte det første gang, da de var mellem 13 og 19 år gamle. Når man er teenager, skal man hygge sig med sine venner. Man skal udforske sig selv og sin omverden. Det skal man kunne i fuld tillid til at de voksne og andre unge man omgiver sig med accepterer og vil en det bedste.


Vi kan ikke se stiltiende til, mens fastgroede normer og stereotype forestillinger om seksualitet og køn gør livet ulideligt for unge LGBT+ personer. I en sådan grad at de forsøger at tage livet af sig selv.


Sex & Samfund har lanceret kampagnen #NORMicide – Your norms are killing us. Med kampagnen sætter vi fokus på hvordan det føles at være LGBT+ person, når ensomhed, depression, skam og selvmordstanker kommer til at fylde alt for meget. Vi sætter fokus på konsekvenserne for den enkelte LGBT+ persons liv og trivsel af den stadig eksisterende homo- og transfobi i Danmark



Vi kræver forandring. Del din historie og tag del i kampen!


Har du tænkt over hvilke normer du giver videre til dine børn?

Selvmordstanker?